SOCYA >> Electronic pirate

Hver gang der kommer en ny tv-serie på DR, så bliver den ofte udnævnt som den store satsning eller ”den eneste ene” og 2. omgang af Livvagterne var ingen undtagelse.
Denne gang bliver det hele en tand mere internationalt og vi kommer rundt i verdenen med vores alle sammens livvagter.
Det starter egentlig meget godt og man bliver på behørig vis introduceret til personerne samt deres tilhørsforhold, men for hvert afsnit der vises på skærmen kommer vi nærmere en suppe-steg-is oplevelse.

Netop der hvor skuespillet begynder at overtage seriens flow går det galt, det er som om de hver især vil lave den store skuespil præstation konstant, og det virker på mig en anelse anstrengende, man vælger at involvere familien for at give dramaet endnu mere nærvær – det lykkedes bare ikke. Fra acceptabel thriller/krimi til dårlig dansk skuespil baseret på en historie der gentager sig selv igen og igen.

Man savner lidt mere ondskab, en skurk der kan få balance i tingene eller måske er det bare mig der ikke gider mere pladder romantik?

Sidste afsnit af Livvagterne falder lidt udenfor kategori, da de virkelig prøver at booste alle scenerne med hæsblæsende action eller et maximum af drama, det lykkedes for serien at efterlade seeren med et godt indtryk. Selvom der sagtens kunne være skåret 5 minutter fra en noget oppustet slutning.

Det kunne trods alt være meget værre, gedigen underholdning på et niveau hvor alle kan følge med, og det kan jo være at man har gemt det bedste til sidste sæson af Livvagterne.

Nu skal jeg ikke blande mig i budgetter og hvordan man laver film, men efter som der på den ene eller den anden måde er blandet medielicens kroner ind i Livvagternes tilblivelse (den blev i hvert fald vist prime time søndag på en medielicens støttet kanal).  Få den afsat til udlandet og sælg den gerne til en amerikansk producent, så kan det være medielicensen ikke stiger og der kan komme penge ind til endnu en stor satsning.

Mit Amager - Greven af Sundby fortæller #1
Vi kom, vi så … det samme endnu engang

Det var tæt på spisetid. Den tid hvor standardmennesket bekymrer sig om mad, føde eller bare grov æde, hvad der nu end er tilbage under taget.
Man valgte den simple løsning. Nærmeste bar og vild udrykning. Vi havde netop færdiggjort vores gentagelser for i dag og tænkte, ja vi tænkte på lidt af hvert, men indfandt os hurtigt på den bar der lå nærmest (det var dårligt vejr den dag). Ingen så os komme – ingen så os gå.
Ramt af uvejret, nabolaget og den indre uro. Man påstår så meget, man ved ofte intet, men vi finder et bord og fortsætter aftenens gøremål.

”Burde man ikke…”
”Jeg henter…”

Det dystre sind vogter i baren, den kæphøje, den dumsmarte, lederen og ikke at forglemme, en ligegyldig person ligesom de førnævnte.
Beruset af nuet, alkohol og den samhørighed vi tidligere havde haft, forsvandt, det var deres virkelighed – deres sted.
Vi indfandt os så langt væk fra pøblen som muligt, larmen i baren ville ingen ende tage, den ene diskussion er værre end den anden og afløses kun af lidt utidigt håndgemæng. Intet alvorligt og folk fester videre – det er jo tirsdag.

Han falder til jorden, 80kg der ikke ved hvor de er eller hvor de er på vej hen, men det ved to andre herrer i den slidte bar. De galper. De råber op om ingenting. Hiver og flår i det stakkels menneske, som nu indfinder sig på det pæne linoleumsgulv. Ingen bevægelse fra det fedladne korpus, men der kommer et smil og vis forståelse fra den slagne mand (what a pussy) i form af det klassiske fuldemandsgrynt.
Han bliver båret på plads, som om intet var hændt, aftenen fortsætter og vor samtale ligeledes.


”Man burde ikke tie når man har noget på hjerte, ingen skal fortælle dig hvad du kan og ikke kan, man skal sørge for at forblive tro mod sig selv…”

”Jamen, etik og moral er vel individuelt og kan i sidste ende sammenlignes med fanatisme ?”

Kunstig selvransagelse gør at et nyt emne skal på banen.
Langt fra slagne, vi finder hinanden og skåler på behørig vis. Der er ingen grund til at gå i detaljer omkring aftenens hændelse, vi havde jo bare set det samme endnu engang.